Dato: 12. april 2024
Referat af bestyrelsesmøde 11. april 2024
Tilstede: Christoffer, Bjarne, Sigrid (referent)
1/ Elevatorer
Elevatoren i opgang C er gået i stykker og det haster med en beslutning. Ifølge tilbud koster det 179.000 kr. at få foretaget en gennemgribende udskiftning af drivværket, styring og motor, samt lovliggørelse. Det koster over 25.000 kr. at få lavet en simpel reparation af elevatoren, uden at vi kan vide, hvornår den igen går i stykker.
Bestyrelsen besluttede at få udskiftet drivværket til elevatoren i opgang C.
Hvorvidt de øvrige gamle drivværker i opgang B og D også skal udskiftes vil blive lagt op som en generalforsamlingsbeslutning. Måske kan vi få et bedre tilbud, hvis vi renoverer 3 elevatorer frem for én. Som konsekvens vil ejerforeningen være nødt til at nedprioritere den betonrenovering, som generalforsamlingen tidligere har vedtaget. Vurderingen er, at det haster mere med elevatorerne.
2/ Omlægning af rør altaner
Ejendommen har været ramt af skader på radiatorrør, der er ført ind i betondæk fra altaner og ned til 4. sal. Bestyrelsen vil gerne være på forkant med de øvrige varmerør. Det vil være en fordel at lægge rørene om, inden der opstår flere vandskader. Bestyrelsen ønsker at afsætte midler i budgettet til udskiftning over de kommende år. Byggerådgiver Anja fra KonPro høres om antallet af rør, der skal udskiftes og omlægges for at vi kan indhente tilbud.
3/ Bestyrelsens projektplan
Bjarne foreslog at bestyrelsen fik lavet et excel-ark med oplysninger og dato for de forskellige renoveringsopgaver i ejendommen. Det kan være svært at huske hvor mange år der er gået siden noget blev renoveret.
4/ Almindelig vedligeholdelse
Bestyrelsen besluttede at følgende opgaver ønskes løst i 2024:
- malerarbejde hoveddøre (undtagen opgang C, som allerede er malet ifm. brandskade)
- maling af små vinduer i kælder
- udelamper opgangsdøre skiftes til led
- fugning af mur til nabo samt udskiftning af topsten
- brædder over porten skal have maling
Endelig er der rensning af aftrækskanaler (det naturlige aftræk fra køkken og bad), som vi måske ikke kan nå at få udført i 2024.
Eltavler tilføjes til liste over vedligeholdelsesopgaver i 10-års plan.
Udskiftning af vaskemaskiner. Bestyrelsen vælger at se tiden an. Så længe den nuværende løsning kører, så sparer foreningen penge. På et tidspunkt bliver det nødvendigt med nye maskiner gennem en leasing- eller lejeaftale (som bør holde sig prismæssigt indenfor en ramme på ca. 20.000 kr., som det er det beløb, der kommer ind i indtægter).
Opgang A Reparation af væg indvendig er udført.
5/ Generalforsamling
Datoen er fastsat til 30. maj kl. 18. Bjarne genopstiller ikke. Christoffer genopstiller.
Nye bestyrelsesmedlemmer og suppleanter opfordres til at stille op.
6/ Hvidevare ansøgning fra ejer
Ansøgning imødekommet og efter opsætning skal vi have dokumentation for installationens godkendelse fra elektriker og autoriseret VVS-montør.